Hvordan bruges kikkerten?   



Sikkerhed: Aldrig se på Solen med din kikkert! Dit øje tager skade hurtigere end du kan nå at lukke det. Stå i skyggen af f.eks. et hus hvis du vil se noget på himlen om dagen.

Billedet er uskarpt! Fokuser kikkerten ved at trække røret med okularet frem eller tilbage imens du kigger på noget langt væk. Giv dig god tid og vær grundig. Når du synes at billedet er skarpt kan du tegne en streg der hvor røret stikker ud af kikkerten, og så kan du hurtigt og nemt find fokus igen! Du skal bare trække i røret indtil stregen sidder samme sted som før.

Billedet ryster! Din kikkert forstørrer mere end en almindelig fuglekikkert, derfor er det svært at holde billedet i ro når du bare står og holder den i armene. Støt istedet armene på noget der er højere end dig selv, f.eks. en bil eller skraldespand. For et endnu mere stabilt billede kan du også spænde din kikkert fast på en cykel, klik her for en vejledning.

          

Det er svært at sigte rigtig! Prøv at holde begge øjne åbne når du skal sigte på noget bestemt. Så kan du se både med dit 'almindelige øje' og dit 'kikkert øje'. Brug det almindelige øje til at pege i nogenlunde den rigtige retning og brug dernæst dit kikkert øje til at se om du sigter rigtigt. Husk at man skal bevæge kikkerten omvendt i forhold til det man ser i okularet! Når du sigter rigtigt kan du lukke dit almindlige øje så du kun ser kikkertens billede.

Brug aperturet! Kikerten har et låg med et hul i (hvis ikke kan du selv lave et, klik her), det kaldes 'aperturet'. Hvis du sætter aperturet på kikkerten sker der to ting: 1) billedet bliver skarpere, og 2) billedet bliver mindre lysstærkt. Brug derfor aperturet om dagen når der er masser af lys eller hvis du skal se på Månen. Hvis du skal se godt i mørke eller hvis du skal kigge på Orion tågen eller svage stjerner skal du ikke bruge aperturet.

                              

Lær at finde rundt på himlen: Klik her for en vejledning i hvordan du finder rundt på himlen samt lærer stjernetegnene og deres historier at kende.

                  

Se rumstationen! Den internationale rumstation kredser om Jorden i 300 kilometers højde og med en fart på 8 kilometer i sekundet! Den er altid bemandet og tit er der rumfærger på besøg. Du kan selv se rumstationen flyve henover Danmark på bestemte datoer og klokkeslet, klik her for en tabel på Tycho Planetariets hjemmeside.

Tilbage til forside