Førstepremien i 2astro's Mars-foto konkurrence: en tur til Astrofest'08 i London med alt betalt!

Fredag, 8. Februar - 2008, Cumberland Hotel, London: Klokken er nu 18.45 og jeg har været oppe siden 4.45 i morges. Det har været en lang, men meget spændende dag!

Forhistorien: Det hele startede i November hvor min gode ven Michael Rask mailede mig et link til 2astro's Mars konkurrence og foreslog at vi skulle være med. Jeg har aldrig rigtig fotograferet planeter før og slet ikke Mars, men ideen om en konkurrence lød skæg så vi blev enige om at forsøge. Planen var at bruge Michaels store Celestron C14 Schmitt-Cassegrain og mine Lumenera Skynyx kameraer. Michael sørgede for et toptunet observatorium og teleskop mens jeg stod for kamera styring og billedbehandling. Vi fik dog ikke skudt noget i December, dels fordi vejret var dårligt og dels pga. juletravlhed. De gode undskyldninger ville nok have fortsat efter jul hvis det ikke var for konkurrencen - den gav et ekstra incitament.

Mars billeder: Første gang vi forsøgte virkede farve kameraet ikke, så det blev kun til en mono sekvens gennem et grønt filter. Registax havde jeg heller ikke den store erfaring med, men der kom da et billede ud af anstrengelsen:

Vi fortsatte flere aftener endnu; nogle med godt vejr andre hvor vi måtte opgive efter at have gjort alt klart. Planet fotografering handler først og fremmest om at forsøge mange gange! Her er nogle af de andre billeder vi fik lavet:

Imidlertid synes jeg ikke at nogen af disse var bedre end det vi skød 9/1. Da der kun var nogle timer tilbage af konkurrence perioden besluttede jeg derfor at re-processere disse filer med den ekstra Registax erfaring jeg havde opnået i de forgangne uger:

Nogle dage efter ringede Lars Zielke til mig og fortalte, at vi havde vundet konkurrencens førstepremie: en tur med alt betalt til Astrofest'08 i London! Min medsammensvorne, Michael Rask, kunne ikke tage afsted så derfor tilfaldt billetten mig.

Afsted til AstroFest: Flyet til London afgik fredag kl. 7.20 så det var om at komme tidligt op. Vel ankommet i Gatwick lufthavn mødte jeg Lars og Allan som var taget afsted fra Billund. Erik Persson havde sørget for limusine afhentning fra lufthavnen direkte til Astrofest'08. Halvanden time senere var vi fremme og gik direkte ind til udstillingerne som var fordelt over tre etager. Udstillingsarealerne var spækket med teleskoper; alt fra 1000 kroners, 60mm begynder-kikkerter til super-duper Televue NP127 refraktorer og Ritchey-Chretien reflectorer var representeret. Selvfølgelig var der også alle tænkelige kameraer lige fra de små Meade DSI modeller til de største SBIG CCD bæster. Filtre, kort, bøger, dugfjernere, okularer, mounts, 'you name it - they got it'!

Fristelser: Jeg har lige indkøbt en hel masse udstyr til et undervisningsprojekt hvor skolebørn skal bygge og bruge deres egne kikkerter (www.boernafgalileo.dk) så jeg var ret immun overfor alle disse udstyrs-fristelser. Det som jeg var mest fristet af var en meget simpel og let motor der tillader flere timers høj-kvalitet tracking på en simpel fotomount: AstroTrac (www.astrotrac.com). Jeg synes, at designet og funktionaliteten var genial; med den kan man nemt komme ud i verden og lave gode astrofoto med telefoto-linser på sit CCD kamera. Astrofoto med telefoto linser er sammen med webcam af planeter noget som folk burde starte med i langt højere grad end jeg ellers ser. Vent med primær-fokus, multi-meter fokal længde deep-sky fotografering til senere. Jeg købte en DVD lavet af Damian Peach, en af verdens allerbedste planet-fotografer, hvor han gennemgår sin teknik. Check lige Damians webside ud: www.damianpeach.com, det blæser os andre til atomer!! Jeg glæder mig til at lære fra ham.

Fredagens højdepunkt: Parallelt med udstillingerne var der timevis af foredrag med en lange række af verdens bedste professionelle astronomer og en række fremragende amatør-astronomiske formidlere. Alt fra 'Searching for our cosmic origins' til 'Special effects in space movies' blev dækket. Den klart største oplevelse for mig hele denne dag var dog hverken al udstyret, de flotte fotos eller fordragene fra førende forskere. Næ, toppunktet var eftermiddagens to sidste foredrag; Devid Levy's 'Variable stars and the amateur astronomer' og Allan Chapman's 'Tycho Brahe - Prince of Astronomers'. Disse to foredrag var simpelthen formiddable! David Levy med sin ligefremme Amerikaner stil; jeg tror ikke han havde noget manuscript - han rablede bare derudaf om at 'it's all about the passion!!'. Astronomien er ikke til for astronomerne - den er til for du og jeg og alle andre almindelige mennesker og det handler om at opleve nattehimlen. De variable stjerner er for Levy blot et middel mod dette mål. Det andet foredrag af Chapman om Tycho Brahe synes jeg egentlig ikke lød særlig spændende; vi i Danmark har hørt så tit om denne, vores største Astronom, at det næste kan konkurrere med hvormeget vi har krudt vi har fyret af på at hylde H.C. Andersen. Der blev da heller ikke sagt noget i foredraget om Tycho som jeg ikke havde hørt før, men MÅDEN det blev sagt på!! Hold da op. Chapman er et arketypisk billede af den Britiske, excentriske gentleman. Destingveret hår, butterfly, grøn vest, guldkæder og skinnende knapper. Jeg overgiver mig.

Efter et hvil på hotellet tog vi ud om aftenen sammen med Erik Persson og hans søde kone, Inge. Vi nød det lune vejr og spiste en god engelsk middag med fish'n'chips og pudding (for mit vedkommende). Tak for dejlig mad, Erik!!



Lørdag:Jeg var oppe allerede kl. 6 - Lars snorkede en hel del! Vejret var helt fantastisk og jeg gik gennem parker og stræder tidligt om morgenen. Der var endnu en del timer til AstroFest'08 startede igen, så jeg havde planlagt at gå på British Natural History Museum om formiddagen. Sikke et sted! Lignede noget fra en Harry Potter film, flotte stensætninger og tårne. Meget viktoriansk. I indgangs hall'en står et gigantisk Dino-skelet. Museet var kæmpestort og jeg fik kun set en lille del af det. Jeg holdt meget af den gamle mineral udstilling, samt et lille kammer med de aller-helligste sten. Her var naturligvis en velvoksen sten fra Månen og en ligeså imponerende ditto fra Mars. Jeg var ved at presse min fedtede næse helt op på glasset for at se den.

Krise! Vejret var så dejligt og Natural History Museum så spændende, at jeg kom et par timer for sent til konferencen. Det vigtigste for mig denne dag var dog ikke dagens første foredrag. Nej, mit væsentligste mål var foredragene med David Levy og Patrick Moore. Levy havde jo også holdt et rigtig godt foredrag dagen før, men det havde bare fået mig til at ville høre mere. Den mand kan altså fortælle så tiden står stille. Disse foredrag SKULLE jeg bare med til.

MEN AK! Selvom jeg kom for at købe billet fem timer inden foredragene skulle starte var der forlængst alt udsolgt. Sikke en nedtur. Jeg gik nedslået ud til Lars og Allan, de havde heller ikke fået billetter. Vi talte lidt om hvad vi ellers kunne lave, men så foreslog Allan at jeg gik ind og prøvede igen. Jeg var iklædt mit fine Hugo Boss jakkesæt og jeg tror han tænkte at det måske kunne hjælpe - især hvis jeg lod som om at jeg var en Dansk reporter fra et landsdækkende medie. Det med jakkesættet er rigtig nok, men jeg droppede reporter-historien til fordel for sandheden: nemlig at 2Astro.dk forum ville blive beriget med indlæg om begivenheden. Efter megen hændervriden fik de medlidenhed med mig og hev en ekstra billet frem fra under disken!

Jeg var inde i salen adskillige timer før for at sikre mig en god plads, og allerede på dette tidspunkt var der næsten helt fyldt op. Det var tydeligt at de kommende fordrag ville blive noget helt særligt. David Levy var igen rigtig, rigtig god. Han kan det med at fortælle en historie - fremfor at 'holde et foredrag'. Det helt store højdepunkt kom så med Patrick Moore. Manden er gammel og sidder i kørestol, så der var konstrueret en særlig anordning som kunne få ham kørt op på scenen. Imens dette foregik (det tog adskillige minutter) var der over lydanlægget en melodi på xylofon som jeg er sikker var en optagelse af Patrick Moore selv som musiker. Han er en STOR mand, med et imponerende ydre. Monoklen sætter prikken over i'et. Indlægget var udformet som 'an audience with Patrick Moore'. Moore har tilbagelagt otter årtier i Britisk astronomi og der var afsat fem minutter til hvert årti hvor AstroFest arrangøren stillede spørgsmål. Jeg har aldrig før oplevet Patrick Moore 'live' eller på TV og især hans humor og selvironi overraskede mig. Mest intest var dog publikum. Det var rendyrket kærlighed som alle disse mennesker rettede op mod scenen, mod den gamle mand som de allesammen som een har kendt hele deres liv som et ankerpunkt i deres astronomiske verden. Disse to timer med Levy og Moore stod for mig helt klart som turens højdepunkt.

Afslutning: AstroFest var slut for denne gang. Der var overvældende mængder af udstyr og bøger, masser af faglige foredrag, men det var især de tre historie-fortællere Chapman, Levy og Moore der var mine favoritter. Om aftenen var det igen ud og spise med Erik & co. Efter maden var vi ude for at få en øl, men jeg må indrømme at trætheden var overvældende og jeg var glad for at komme tilbage til hotellet. Næsten morgen tog Lars og Allan tidligt tilbage til DK, men jeg havde det meste af en dag mere i London hvor jeg kunne hygge mig som tourist. Jeg var tilbage i København ved otte-tiden søndag aften; træt og med krøllet jakkesæt, men med super-gode minder og en stor lyst til at prøve det hele igen til næste år. AstroFest er klart turen værd!

Tusind tak til Erik som betalte hele gildet for mig. Sikke en premie!!


Tilbage til: forsiden.


Kommentarer er meget velkomne! (mikael@leif.org)